• Det er slet og ret en uhellig alliance – alligevel åbner Pernille Vermund nu op for Pandoras æske: Hun kan ikke udelukke at lægge stemmer til radikal regeringsdeltagelse

    Source: BDK Borsnyt / 07 Jan 2024 03:07:21   America/New_York

    For bare et halvt år siden lancerede Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, et mindre nybrud i Berlingskes spalter. Den benhårde kompromisløshed fra den nu tilbagevendte partiformand og hendes tre ultimative krav på udlændingeområdet blev lagt på hylden. Men faktisk allerede efter folketingsvalget i 2022 så man første gang konturerne af det, som Pernille Vermund nu i et interview med Berlingske mejsler i beton: Hun kan ikke udelukke, at Nye Borgerlige kan komme til at lægge stemmer til radikal eller moderat regeringsdeltagelse ved et kommende folketingsvalg. »For os handler det om det politiske indhold, og vi udelukker ikke nogen partier,« siger hun. Scenariet, hvor Nye Borgerlige lægger mandater til moderate og radikale ministre, kan blive højaktuelt ved det næstkommende folketingsvalg, hvis vælgerne sammensætter Folketinget således, at de borgerlige partier samt Moderaterne og Radikale Venstre sammen kan mønstre 90 mandater. Og i givet fald vil Pernille Vermund hellere have partiformanden for De Radikale, Martin Lidegaard, i regeringen, end hun vil have en socialdemokratisk ledet regering igen. Men ministerbilerne kommer ikke gratis, fastslår Vermund. »Deres udlændingepolitik skal jo ikke afspejle sig i et potentielt regeringsgrundlag, men det regner jeg bestemt heller ikke med, at den kommer til.« Men du kan ikke udelukke, at du kan komme til at gøre radikale og moderate politikere til ministre? »Nej, det vil jeg ikke udelukke.« Pernille Vermunds udmelding kommer, efter Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, i et interview med Politiken inviterede Radikale Venstre med ind i en måske kommende centrum-højre-regeringskonstellation. »Jeg håber, at man kunne tale med Martin Lidegaard og de radikale. Jeg har i hvert fald et glimrende samarbejde med ham, og jeg tror, vi kunne lave noget rigtig godt på reformdagsordenen, og at han skulle have lov til at give den fuld gas med klima«, sagde Vanopslagh. Samtidig har Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, i et interview med Berlingske åbnet døren på klem for, at partiet i en »nødsituation« vil kunne agere støtteparti for en borgerlig regering sammen med De Radikale. Radikale og Nye Borgerlige ser ens på de »gode udlændinge« Pernille Vermund er altså i lighed med Alex Vanopslagh klar til at tale med Martin Lidegaard og Moderaterne, hvis det politisk bliver nødvendigt, forklarer hun Berlingske. Hvad angår Radikale Venstre betoner hun særligt fællestræk på fordelingspolitikken som et sted, hvor partierne bør kunne samarbejde. »Hvis den del af den radikale politik, der kommer med i sådan et regeringsgrundlag, er deres fordelingspolitik, så kan vi godt forestille os det. Men hvis det bliver deres udlændingepolitik, kan vi ikke,« siger hun: »Det handler jo i høj grad om forståelsen af, at den migration, der kommer til Danmark, særligt fra de muslimske lande, hverken er god arbejdskraft eller folk, der i høj grad er lovlydige borgere. Den erkendelse er jo ikke nået ind i Radikale Venstre.« Også deres syn på statsborgerskabsreglerne er »vidt forskellige fra vores«, forklarer hun. Vil de skulle fravige den, hvis de skal være en del af en borgerlig regering på jeres mandater? »Ja. Den fraveg de allerede i nogen grad, da de gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Dermed er de det eneste parti, sammen med SF og Enhedslisten, der har lidt særlige standpunkter i forhold til udlændingepolitikken.« Er det et ultimativt krav for jer, at Radikale Venstre ikke må få indflydelse på udlændingepolitikken? »Nej, altså jeg synes ikke, man skal sige, at de ikke skal have indflydelse, for der er faktisk nogle steder, hvor vi er enige,« siger hun og opridser: For eksempel er Nye Borgerlige og Radikale Venstre enige om, at man ikke skal sende »gode udlændinge« ud af landet. Når det handler om international arbejdskraft, er partierne i høj grad også på linje politisk. »Så det er ikke al udlændingepolitik, vi er uenige med dem i,« siger hun: »Det er den værdipolitiske del, og så er det konsekvensen i forhold til dem, der begår grov kriminalitet eller ikke vil forsørge sig selv.« Hvad er en »god udlænding«? »Det er udlændinge, som forsørger sig selv, overholder lovgivningen og respekterer vores værdier,« siger hun. På hvilke områder har Nye Borgerlige noget til fælles med Radikale Venstre? »Det har vi, når vi taler om international arbejdskraft og gode udlændinge og på dele af skattepolitikken. Vi har også haft fælles dagsordener på skoleområdet, hvor frisættelse og decentralisering er radikalt dna. Det gælder også på miljøpolitikken, hvor jeg har haft glimrende samtaler med Martin Lidegaard om vores havmiljø.« Ville det ikke være et ret massivt brud på jeres værdigrundlag, hvis Nye Borgerlige gjorde radikale politikere til ministre? »Det kommer jo an på, hvad det er for en politik. Vi har ikke et værdigrundlag, der handler om at udelukke nogen. Men vi har da et værdigrundlag, som er grundlæggende borgerligt og handler om at få løst udlændingepolitikken fra bunden.« Er du ikke blevet mere pragmatisk, siden du kan komme med den her melding nu? »Jeg har aldrig sagt det modsatte.« Favoritten til statsministerposten Aktuelt har blå blok ikke en statsministerkandidat. Venstre-formand Troels Lund Poulsen afviste således allerede i november, at han var statsministerkandidat. »Jeg tror, at når man melder sig til at være statsministerkandidat, så skal man også have et solidt skub i ryggen af vælgerne. Med den opbakning, vi har nu, så vil det være meget mærkeligt at slå sig selv på brystet og sige, at jeg er statsministerkandidat,« sagde han på Venstres landsmøde i Herning: »Det er heller ikke sådan, at jeg siger, at det aldrig nogensinde i hele verden kan komme på tale.« Imidlertid brager Liberal Alliance, anført af Alex Vanopslagh, frem i meningsmålingerne, og flere iagttagere af dansk politik har peget på vestjyden som et bud på en borgerlig statsminister. Pernille Vermund forklarer, at det vil være »naturligt«, at det borgerlige parti, som tiltrækker flest stemmer ved et kommende valg, også får posten som kongelig undersøger. »Hvem der så ender som statsminister, må man se på den anden side af det,« siger hun. Hvem er dit bedste bud på en borgerlig statsminister lige nu? »Lige nu er der ingen tvivl om, at Alex Vanopslagh er formand for det største borgerlige parti i meningsmålingerne, og derfor vil det være naturligt, at han bliver kongelig undersøger. Jeg har både tillid til Alex og et godt samarbejde med ham. Politisk er vi også tæt på hinanden.« Kan du se en statsministerfigur i ham? »Det kan jeg bestemt.« Vil I gerne selv have ministerposter i sådan en regering? »Hvis det er en bred regering, hvor Radikale Venstre, som trods alt ikke er noget stort parti, får ministerposter, så synes jeg, det ville være naturligt, at man også lægger noget vægt i den anden retning for samlet set at holde balancen. Men det kræver jo, at vi har lidt flere mandater, end vi sidder med i dag.« https://www.berlingske.dk/politik/det-er-slet-og-ret-en-uhellig-alliance-alligevel-aabner-pernille-vermund
Share on,